af Lena Nyhus, forkvinde
Kan du give mig min forhud tilbage? spurgte Leo Milgrom i et åbent brev overrabbiner Bent Lexner, Mosaisk Troessamfund d. 28. juli 2012. Han fik aldrig svar.
Intact Denmark – Forening mod børneomskæring
Fotograf: Lars Peter Bæhrendsen lpbfoto.dk
Leo Milgrom var senere med til at stifte Intact Denmark – Forening mod børneomskæring og er næstformand. Med sin stilfærdige saglige insisteren på respekt for ofrene for drengeomskæring, er Leo et afgørende aktiv for foreningens arbejde og hans oprindelige kronik er et vigtigt indspark i debatten.
Den sætter jo så at sige spørgsmålet på spisen. For der er jo ingen – heller ikke Bent Lexner – der kan give hverken Leo eller andre ofre for kønslemlæstelse deres forhud tilbage. Amputationen af forhuden er et permanent indgreb, der har konseksekvenser for ofrene resten af deres livstid.
Kan du give mig min forhud tilbage?
Engang i marts 1980, om eftermiddagen, kørte en mand til Vallensbæk syd for København. Han kørte ind i et rækkehuskvarter, hen til et hus, gik op ad trappen til første sal, hilste på de mennesker der var i soveværelset, repeterede en række sætninger – og så skar han min forhud af; og tog den med sig.
32 år efter er jeg vokset op og skriver til dig, Bent, da du er overhoved og står for omskæring af drengebørn i Danmark. Spørgsmål har hobet sig op, og jeg vil gerne her benytte lejligheden til at stille nogle af dem. Jeg har valgt at henvende mig til dig i denne åbne form, da jeg tænker, at nogle af de over 1000 drenge, du har omskåret i årenes løb, kan have gavn af dette brev – og af at høre dine svar.
Banebrydende artikel om omskæring i jødisk avis
Inden jeg stiller spørgsmål til dig personligt, er en slags indledning nødvendig. Grunden er, at visse emner for nogle mennesker opleves at være af en sådan karakter, at de ikke er til diskussion – altså slet ikke. Et af disse er netop omskæring. Men det kan jeg ikke tage mig af – for det ligger mig på sinde at skrive denne tekst:
Dybt indfoldet i den kollektivt-jødiske tankegang ligger idéen om omskæring. Praksissens styrke kommer af, at jøder for sig ser Abraham, der i tidernes morgen gennem en ubrydelig pagt med Gud blev påbudt at omskære alle drengebørn som fremtidigt bevis på slægtens tætte forhold til deres skaber:
’Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig, i deres slægter. Denne er min pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder. Og I skulle omskære eders forhuds kød, og det skal være til en Pagtens Tegn imellem mig og imellem eder. Og hvert barn, som er otte dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er dit afkom. Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt. Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk, Han har brudt min Pagt.’ (Første Mosebog 17, 9-14, Baltisk Forlag)
Alternativer til jødisk drengeomskærelse – Brit Milah
Det er vigtigt at forstå, at omskæring dybt inde i jødedommens grundstemning nærmest sættes lig det at være menneske. Visse udlægninger af skriften siger ligefrem, at et drengebarn først bliver et rigtigt menneske, efter det er blevet omskåret, fordi drenge som udgangspunkt fødes uperfekte og med en ustyrlig seksuel drift. Således anses omskæring som en rettelse, Gud har befalet, en, med operationsinstrumenter, helt bogstavelig ’åbning mod Gud’. I visse jødiske kredse anses ritualet for at være af en sådan vigtighed, at man omskærer døde mænd med forhud inden de lægges i jorden. Dette vil jeg lade stå for sig selv.
Jeg vil her understrege, at jeg intet har imod jøder eller jødiske traditioner som sådan; jeg er selv født ind i den jødiske tradition. Hvad jeg dog har noget imod, er traditioner eller ritualer, der ikke er opbyggelige – jødiske eller ej. Problemet er, at visse jødiske tankegange er så dybt forankret i en slags fastlåst, tilsyneladende uangribelig (synes visse jøder selv) grundtone, at bare det at stille spørgsmålstegn ved dem, er det samme som at få drager til at rejse sig; man er nemlig inde og se på dele af jødedommens fundament. Det kan derfor være meget svært at føre en saglig debat med jøder, der i praksis har demonstreret, at de mener omskæring er en god ide. Betegnelser som eksempelvis ’antisemit’ er set anvendt som en slags argument. At tale som jeg gør her, bramfrit og ’direkte ind i jødedommen’, får med det samme en indre jødisk portvogter til at udbryde: »Der er intet galt med jødedommen, hvad bilder du dig ind!« Det kan man selvfølgelig tage for pålydende, og derefter vende om. Men der findes altså mennesker, f.eks. mig, der ikke er enige i en sådan påstand. Spørgsmålet er nu: Kan vi føre en samtale, hvor indvendinger mod omskæring kan iagttages, uden at man som udgangspunkt sabler spørgsmålene, eller personen der stiller dem, ned? Kan det lade sig gøre sammen at undersøge, om der faktisk kan være noget galt med aspekter af jødedommen? Er man et sandhedssøgende, undersøgende menneske, kan der vel ikke være noget galt i det.
Omskæring min holdning, Mark Reiss, MD
Størstedelen af jøderne praktiserer i forvejen en slags privatfortolkning af de jødiske skrifter, hvis de da overhovedet følger dem. De, der gør, dyrker de aspekter af jødedommen, som de finder vedkommende for deres eget liv. Relativt få jøder følger alle de 613 bud, der er beskrevet i Det Gamle Testamente; og det kan jeg sagtens forstå. Hvem finder f.eks. i dag mening i at følge buddet fra Femte Mosebog (22:11): ’Du skal ikke iføre dig klæder, vævede af uldent og linned sammen’? Eller idéen fra Tredje Mosebog (15:25-27) om at en menstruerende kvinde er uren, besudler andre, og at al fysisk kontakt med hende skal undgås? Eller fra Tredje Mosebog (2:13): ’Og alt dit madoffer skal du salte med salt’?
Og hvorfor skulle man også følge disse oldgamle og, for livet i dag, irrelevante regler? Man kan se det for sig: Jøden, der holder alle 613 bud: »Jeg går aldrig i uld-lærred-mix, går altid i en stor bue udenom menstruerende kvinder, når de altså har pli nok til at vise de er urene, og jeg husker altid at salte alle mine ofringer«. Jamen okay – så må du have en god dag. Faktum er, at der i jødedommen findes visse regler (ikke alle) som er himmelråbende, åbenlyst nonsens. Dette er ingenlunde en opfordring til at være useriøs hvad gode leveregler og respekt for religion angår – tværtimod. Lad os tage jødedommen på ordet. Her et eksempel: I Femte Mosebog 10,16 står: ’Kun i disse Folks Stæder (der henvises til Canaaitterne) som Herren din Gud giver dig til arv, skal du ikke lade leve noget, som drager ånde’. Eller simpelt sagt: ’Dræb dem, der bor der’. Samtidig står der i det sjette af de ti bud: ’Du må ikke begå drab’. Her er så tydelig en modsigelse, at selv de allermest lærde har seriøse problemer med at bortforklare den uden at lyde som tågehoveder, der nægter at kalde en spade for en spade. Desværre findes der mennesker, der har det sådan. Visse jøder vil forsvare åbenlyse modsigelser til det sidste og vil beskylde folk, der stiller spørgsmålstegn ved dogmerne, for alt mellem himmel og jord. Forklaringen skal findes i tusindårige, gamle ritualer, der er blevet gentaget, gang efter gang efter gang og efterhånden er blevet til en slags indgroet kulturel rygmarv, der påstår at udgøre selve essensen af religionen – ja, af livet.
MYTE vs FAKTA: Pigeomskæring er værre end drengomskæring
Men religion burde handle om Gud, og hvad vi kan lære af at søge ham. Det burde ikke handle om at understøtte mystiske praksisser, ritualer, talemåder og traditioner, ingen egentlig forstår. På film er dette blevet glimrende skildret i de jødiske Cohen-brødres ’A Serious Man’, der handler om en jødisk mand, der søger efter svar på sine spørgsmål til livet hos jøder, men ikke kan få nogen. Men lad mig stille dem alligevel. Lad mig spørge dig, Bent, da du jo er overhoved for det jødiske samfund i Danmark. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil have min forhud tilbage? Jeg har aldrig villet have en fremmed mand til at røre mig i skridtet uden min tilladelse. Jeg ville ALDRIG I LIVET tillade nogen som helst at skære noget af min penis. Og hvordan vil du råde mine forældre, der slet ikke overvejede, at de havde sagt ja til et lemlæstende, operativt indgreb uden klinisk indikation (og uden bedøvelse) på deres egen søn: »Sådan var det bare«, er deres svar. Som overrabbiner i Danmark er du jo fanebærer ved bibeholdelsen af denne praksis – ja, du skærer jo selv i de små drenges tissemænd.
Visse udlægninger af omskæringens betydning går på, at det er faderen, der ved omskæringen af sit drengebarn (det vigtigste man har), beviser for slægten, at han er den tro. Altså: Man skærer noget af sin søn for ikke at være udenfor. Det er tydeligt, at det er den gammeltestamentlige idé om offerlammet, der ligger som undertone: Helt inde ved jødedommens rødder, i de historier, der udgør dens essens, grundstemning, grundtone, skal man være villig til, helt konkret, at ofre sin egen søn, hvis Gud befaler det. I ’Ofringen af Isak’ (1603) har Caravaggio skildret den situation, hvorfra stemningen udspringer: I maleriet griber en engel ind, lige inden Abraham (på Guds befaling) når at skære halsen over på sin søn Isak – og Abraham beviser ved beslutsomheden sin absolutte troskab overfor Gud. Men der er en central detalje, man kan glemme at hæfte sig ved: Gud stopper ofringen! Faktisk anses begivenheden (myte eller ej) af nogle som et mægtigt pejlemærke ud af datidens praktiserede børneofringer. Senere har man så med offertanken som grundtone ikke ofret hele børn, men dele af dem – f.eks. deres forhud. I stedet for at føre an i ofringen af forhud, Bent, skal du måske lytte til englene.
Sagen er, at hvis man kan høre, tør høre og er villig til at høre det klart indlysende i, at det selvfølgelig ikke forholder sig sådan, at man for at vinde Guds gunst skal skære i sine nyfødte, dukker et, for jøderne, gruopvækkende spørgsmål frem af disen: Vil det sige, at der er noget galt i jødedommen? Og svaret er: Ja. Selvfølgelig er det galt, at man bibeholder en praksis, der går ud på – unødvendigt – at skære dele af små børn. Tænk lige, hvis vores naboer – af religiøse årsager – havde for vane at skære øreflipperne, det yderste led af lillefingeren eller brystvorterne af deres babyer. Simpelthen, af med dem! Det ville vi jo aldrig tillade; men vi accepterer altså noget endnu værre: At skære i børns private og intime kønsorganer. Konsekvenserne er mange og forgrenede – men kan være svære at få øje på, indtil gruen dæmrer. Forhuden er væv der indeholder en enorm mængde receptorer. Der findes flere undersøgelser der viser, at spædbørn er enormt sensitive, føler smerte, og forskningen udvides hele tiden med viden om, hvor vigtig den første tid er for barnets udvikling.
Tatovering eller forhudsamputation, hvilket overgreb på umyndige børn er vaerst?
Omskæringsberetninger fortæller, at nogle børn går i traumatisk chok ved indgrebet – og derfor ikke engang er i stand til at lave lyd. Dette fortolkes af nogle som om lemlæstelsen ikke påfører barnet smerte – virkeligheden er omvendt. Jødiske mødre og fædre der har fortrudt, beretter hvordan den særlige intimitet og (indtil da) ubrydelige kontakt mellem barnet og forældrene flås endnu voldsommere i stykker, end den måde man flår forhuden tilbage fra glansen, inden man skærer den af. Barnet mister det vigtigste i forholdet til forældrene: Tillid til at far og mor altid vil en det bedste og altid vil forsvare en – også mod en religiøs praksis.
Den personlige, seksuelle kontakt og udveksling mellem omskårne mænd og deres partnere er brændemærket i lige præcis det punkt, hvor man (rent fysisk) mødes. Slægtens tyngde står midt imellem: Du er ikke din egen, du tilhører først og fremmest slægten – en stemning der, hvis den efterleves af omskårne (og dem der omgiver dem), undergraver personens mulighed for at stå frem som den man i virkeligheden er: Et suverænt og unikt menneske, der er velkomment i verden, uden først at skulle stemples. I stedet bliver man til et led i en kæde, en opretholder, en der også skærer i børn.
Tilbage i mine forældres soveværelse var de mest centrale personer min far, min mor, mig selv og manden, der var kommet for at tage min forhud i pant. Mine forældre så nærmest passivt til, mens der blev skåret en del af mig – og gjorde ingenting. Min mor har for mig beskrevet sin gråd ved situationen, og min far har fortalt, hvordan han blev dårlig og svimmel. Så mit spørgsmål er: Hvorfor stoppede omskæreren ikke op og spurgte, hvad der var galt? Hvorfor ventede han ikke et øjeblik for at undersøge, om der var noget, der nagede dem? Tænkte han på noget tidspunkt: Hvad mon den lille dreng siger til, hvad jeg gør ved ham? Er sådanne overvejelser slet ikke til stede i jeres sind?
Fra jødedommens ’inderste’ er svaret simpelt: Omskæringen som praksis er et stort, næsten selvkørende årtusinder gammelt maskineri. Og det var dette, der var til stede i mine forældres soveværelse, den dag i marts 1980, hvor jeg ufrivilligt mistede min forhud. Men maskiner kører ikke af sig selv, nogen programmerer dem, andre vedligeholder dem.
En bid, af en af disse programmeringer, er denne del af en bøn, der kan fremsiges efter at barnet er blevet omskåret:
’Og det siges: Jeg kom forbi dig og saa dig vælte dig i dit blod, og Jeg sagde til dig: Du skal leve gennem dit blod; og Jeg sagde til dig: Du skal leve gennem dit blod. Og det er sagt: Han har husket sin pagt for evigt, ordet, som Han har befalet, til tusind generationer.’
Og tilbage er: Min far, der er tæt på at besvime; min mor, der græder; mig selv, en lille forsvarsløs dreng; manden – og dig, Bent, der i dag fører kniven. Jeg ser frem til dine svar. De allermest håbefulde hilsner,